Jeg er et af de der mennesker, der – det meste af mit liv – har haft en krop, der har passet ind. Jeg har være standard pæn, og størstedelen af mine teenageår havde jeg heller ingen bumser.
”Jeg sagde nej til at ses, nej til fester og nej til dates. Jeg fandt måder, jeg kunne sidde på, så jeg kunne skjule mest muligt af mit ansigt.” Men da jeg blev omkring 18 år skiftede det. Eller det vil sige, jeg var stadig en standard, lyshåret, gennemsnitlig pige, men jeg begyndte at kæmpe med bumser. Vi taler ikke sådan en enkelt, lille, hvid tut i ny og næ, som man nemt lige kradser af med neglen. Nej, sådan nogle store, indvendige sataner, der gør, at så snart du blinker med…
