Allemandseje. Leonora Christina Skov smager lidt på ordet og nikker.
– Det er jo rigtigt. Min historie er fortalt, og alle, der læser den, kan derefter sige, at de kender mig. Men det er lidt som en ham, jeg har kastet af. Sådan føles det. Alt det skyldbetyngede, det åg, jeg har båret rundt på, det er væk. Når jeg før forklarede, hvad jeg kom fra, blev jeg mødt af indvendingen: ”Jamen din mor elskede dig da!”. Folk kunne ikke ha’ det anderledes. Deres attitude var, at de vidste bedre. At min udlægning og mine følelser ikke var gyldige. Men det er der ingen, der siger nu. Det slipper jeg for, og det er DEJLIGT!
Vi sidder i Leonoras og hendes kone Annettes spisekrog. Den klare vintersol skinner ind på…
