FILM
SCENER FRA ET ÆGTESKAB
Glem alt om stift filmet teater – Lars Brygman og Paprika Steen æder lærredet, så der står gnister helt ud i biografmørket i Martin Zandvliets rå, rystende og rørende filmatisering af teaterstykket “Toves værelse”, der også havde de to mesterlige skuespillere i hovedrollerne, da det spillede på Folketeatret i både 2016 og 2019. Vi møder Tove Ditlevsen i 60’erne, i slutningen af hendes karriere. Hun bor i en herskabslejlighed i København sammen med sin sadistiske sidste ægtemand, chefredaktør Victor Andreasen, med hvem hun har et samspil og -liv, der mildest talt må kaldes stormfuldt. Ordene smækker og smælder, nedgørelse, hån, liderlighed, sårbarhed, vrede, angst, opgivenhed, foragt ... og kærlighed. Det hele svirper om ørerne på os på den slagmark, der er opstået i løbet af…