Da Camilla Brandt Højgaard gik i 3.g, var hendes liv som de fleste 19-årige gymnasieelevers: Lektier, veninder, nerver over eksamener, fester, fyre og alkohol. Hun bekymrede sig måske om en del ting og talte også indimellem med en veninde om, hvad meningen er med det hele – men mest som en joke. Hun søgte ikke bevidst efter et religiøst eller åndeligt ståsted, men så mødte hun en fyr, som fortalte, at han var kristen. Ja ja, det er jeg da også, svarede hun selvfølgeligt, men han uddybede så, at han var kristen på den måde, at han gik i kirke hver søndag og efterlevede, hvad der står i biblen.
– Han var ligesom enhver anden, men han drak ikke og havde ikke sex, og der skal altså noget helt specielt…
