Viser en person begejstring for mig, kan jeg godt få den tanke, at begejstringen skyldes, at vedkommende endnu ikke har opdaget mine fejl.
Opdager jeg, at jeg har spurgt om noget, som alle andre ved, og som jeg også burde vide, får jeg lyst til at krybe i et musehul.
Der er noget ved min fortid, som jeg er flov over.
Hvis jeg ikke ved, hvad jeg skal sige, bliver jeg bekymret for, hvad de andre tænker om min tavshed.
Har jeg misforstået et spørgsmål, og jeg så svarer i vest, selv om der bliver spurgt i øst, føler jeg mig pinlig og vil ærgre mig over det i flere dage.
Hvis jeg er ved at fortælle noget i en gruppe og opdager, at ingen hører efter, bliver jeg usikker…