For nogle år siden, før pandemien, talte jeg med mine veninder om hobbyen som fænomen. Da vi var børn og skrev i hinandens venindebøger, var det helt almindeligt, at man blev bedt om at udfylde sine hobbyer (teater, svømning), ligesom de voksne i 90’erne ofte havde en hobby (keramik, portrætmaling). Hobbyen var nydelsesfuldt tidsfordriv, eller, med en pænere betegnelse, en hyggelig aktivitet, som ikke trængte sig mere på i ens sind, end at den kunne begrænses til en enkelt aften om ugen. Vigtigst af alt var hobbyen var et sted, hvor man ikke behøvede at blive god, at excellere, faktisk var det bedst, hvis man var middelmådig til sin hobby, grænsende til det dårlige, for på den måde skulle man aldrig overveje at professionalisere den.
Men, kom vi frem til,…
